Villa Højbjerg
En smuk villa placeret i et afsidesliggende grønt område i Højbjerg var udgangspunktet for indretningsopgaven. En international familie søgte hos SPACE|MEN en komplet og sammenhængende møbelindretningsløsning til deres dagligstuer samt entré, som dels passede til husets arkitektur og deres familieliv, og dels skabte en ny retning for boligen for fremtiden. Gennem analyse og en tæt dialog med kunden identificerede vi forskellige behov. For at aktivere hvert rum i dagligdagen besluttede vi at give hver af de tilstødende stuer et bestemt liv – den ene stue dyrkede fællesskabet, mens den anden blev en stue til stille hygge og fordybelse understreget med bl.a. en biblioteksvæg. Rummenes liv understreges ved valget af forskellige møbler, belysning og tæpper, men samtidig er der helt bevidst skabt en rød tråd og en helhed gennem valget af farver og materialer.